Foredrag Folkeuniversitetet
Tilføjet af : pf i Nyheder den 30. jul 2012
I efteråret 2012 arrangerer vi en række kurser på Folkeuniversitetet. Tanken bag vores kurser er, at du kan bruge dem som inspiration eller forberedelse på din rejse. Tilmelder du dig den specifikke rejse, der knytter sig til kurset refunderer vi din kursusafgift.
Du tilmelder dig kurset direkte på Folkeuniversitetet. Der gives kun kursusrefusion ved tilmelding til de rejser, der knytter sig specifikt til kurset.
København
Verdens syv nye vidundere
Ved ph.d. Bent Nielsen, Københavns Universitet; fil.dr. Inge Schjellerup, Nationalmuseet; lektor, cand.mag. Finn Madsen; ph.d. Jesper Rosenløv; ph.d. Kristoffer Damgaard, Københavns Universitet;cand.mag. et art. Birger Lohse; cand.mag. Thomas Sehested.
Ved en international telefonafstemning i 2007 fandt en gruppe frem til verdens syv nye vidundere: Den kinesiske mur; Inkaruinen Machu Picchu i Peru; Mayapyramiden Chichen Itza i Mexico; Colosseum i Rom; Petra stenbyen i Jordan; Kristusfiguren i Rio og Taj Mahal i Indien. Hver af de syv forelæsninger vil tage udgangspunkt i ét vidunder og beskrive den kultur, som vidunderet er en del af. På den måde vil forelæsningerne være en introduktion til de største kulturer i verden. 1. Den store Mur i Kina (BN) 2. Machu Picchu i Peru: Opdagelse og udforskning af Inka-kulturen (IS) 3. Maya-pyramiden Chichen Itza: Mesoamerikanske pyramider og kultur (FM) 4. Colosseum i Rom (JR) 5. Petra i Jordan: Et stenkompleks i ørknen (KD) 6. Kristus-figuren i Rio de Janeiro: Den brasilianske kultur (BL) 7. Taj Mahal i Indien: Tåren på evighedens kind (TS)
Hold 1152
7 onsdage med start 19/9 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejser:
Peru rundrejse med Søren Wiehe. 4.-21. marts 2013. Læs mere om rejsen.
Jordan i fortid og nutid med Kristoffer Damgaard. 11.-18. april 2013. Læs mere om rejsen.
Indien: Verdens stormagt
Ved cand.mag. Thomas Sehested
Indien har i tusindvis af år været en af verdens helt store kulturnationer. De sidste 30 år er Indien forandret på en måde, der betyder at Indien kommer til at spille en endnu større rolle, end vi er vant til. Hvor vi tidligere har forbundet landet med spiritualitet, fattigdom, hellige køer og badeferie i Goa – bliver Indien fremover også synonymt med arbejdspladser, opfindelser, mode, vækst og investeringer. 1. Et indisk overblik 2. Storriger, kolonimagter og Gandhi 3. Kultur og politik 4. Udvikling og stilstand 5. Sultende børn og rejsen til månen.
Hold 1153
5 torsdage med start 6/9 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejse:
Livet langs Indiens floder med Thomas Sehested. 3.-16. april 2013. Læs mere om rejsen.
Nepal, Tibet og Bhutan: Buddhisme, kultur og historie i Himalaya
Ved cand. mag. Anne Burchardi, Københavns Universitet
Forelæsningsrækken giver en bred kulturhistorisk introduktion til Himalayaregionen. Nepal har en særlig forbindelse med Tibet, fordi Kathmandudalen spillede en vigtig rolle som transitpunkt på handelsruten mellem Indien og Tibet. Ligesom buddhismen fulgte Silkevejen østpå, således fulgte den også handelsruten nordpå gennem Nepal til Tibet. Nepals distinkte befolkning, newarierne, blev efterspurgte kunsthåndværkere i Tibet, hvor de satte deres præg på udformningen og udsmykningen af de tidligste buddhistiske templer i Lhasa. I gammel tid var Tibet og Bhutan ét rige og deler stadig en unik fælleskultur bl.a. litteraturhistorisk. Bhutan udgør i dag den vigtigste arvtager for den autentiske tibetanske buddhisme, som har eksisteret uforstyrret dér i århundreder, og i dag fortsat spiller en vigtig rolle blandt moderne urbane bhutanesere. 1. Introduktion til Himalayaregionen: Nepal, Tibet og Bhutan 2. Newari kultur og arkitektur i Nepal og Tibet 3. Yarlungdalen, hjemsted for Tibets første konger 4. Det historiske forhold mellem Tibet og Bhutan 5. Tradition og modernisme nord og syd for Himalaya
Hold 1154.
5 tirsdage med start 4/9 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejse:
Himalays hemmeligheder: Bhutan, Tibet, Nepal med Anne Burchardi. 21/3 – 10/4 2013. Læs mere om rejsen her.
Silkevejen i globalt perspektiv
Ved cand.mag. Birgitte Samsøe Crawfurd
Den gamle Silkevej, opkaldt af F. von Richthofen, skabte en dynamisk samhandel mellem Øst og Vest. Silkevejen blev en årtusindlang tværkulturel formidler af religion og kunst, silke og andre eftertragtede luksusvarer samt videnskab og opfindelser. Silkevejen bestod ikke af én men af tre hovedhandelsruter, der via mange mellemmænd og tusinde år forgrenede sig gennem hele Eurasien mellem Kina og Romerriget. De tre hovedruter dannede tilsammen ét transkontinentalt netværk af silkeveje, der var forbundet med ældre nord-sydgående handelsforbindelser. Globalisering fandt således sted endnu før vor tidsregning. Senere opstod nye silkeveje. Shanghai-regionen er med sine vandveje og beliggenhed et godt eksempel herpå og har stor betydning inden for vandlige silkeveje, verdenshandel og økonomi. Se også under Studierejser på side xx. 1. Silkevejene i store træk 2. Silkevejen i Kina: Ørken-oase rute 3. Nomader, buddhisme og Genghis Khan: Steppe rute 4. Mit og kejserens Peking 5. Østens paradis (Shanghai): Vandveje og nye silkeveje
Hold 1155
5 tirsdage med start 4/9 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejse:
Centralasiens rigdomme: Turkmenistan, Usbekistan og Kirgistan med Vibeke Sperling. 7-20/5 2013. Læs mere om rejsen her.
Moderne myter om Kina
Ved sinolog Charlotte Kehlet
Fra at være et fjerntliggende, tilbagestående land har Kina gennem de seneste 30 år udviklet sig til at være let tilgængeligt og i alles bevidsthed, men det har ikke nødvendigvis medført et mere nøgternt billede af Kina. Lige så hurtigt gamle myter om østens mystik er forsvundet, er nye kina-myter dukket op, godt hjulpet på vej af den kinesiske stats officielle fremstilling af Kina samt af misforståelser, der bunder i sproglige og kulturelle forskelle. Kina er således i manges bevidsthed ikke længere et udviklingsland, men en succesrig økonomi styret af en stærk stat, der effektivt opretholder lov og orden samt detailplanlægger den sociale struktur og udvikling. Men er dette billede i overensstemmelse med de faktiske forhold? Med udgangspunkt i den forståelse vi har af Kina, giver kurset en indføring i de komplekse politiske og sociale forhold, der former Kina i dag.
Hold 5344
5 fredage med start 7/9 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejse:
Sydkina – Yunnan, Shanghai og Hong Kong med Charlotte Kehlet. 14.-27. april 2013. Læs mere om rejsen.
Istanbul: Én by, to kontinenter, mange kulturer
Ved ekstern lektor, ph.d. Søren Christian Lassen, Københavns Universitet
Europas største by har under tre navne – Byzans, Konstantinopel og Istanbul – spillet en stor rolle i historien. Fra år 330 var byen gennem næsten tusinde år kristendommens vigtigste by, og fra 1453 var den under navnet Istanbul hovedstad i den dynamiske stormagt Osmannerriget. Efter 1. verdenskrig blev Tyrkiet republik med Ankara som hovedstad, men Istanbul oplever i nutiden på ny en voldsom fremgang på mange områder. Byens enestående beliggenhed på begge sider af Bosporusstrædet gør den ikke alene til en meget smuk by, men giver den også en stor strategisk betydning. Fra alle de historiske perioder stammer en kolossal mængde bygninger og andre monumenter, som gør historien nærværende overalt, og som fascinerer rejsende fra hele verden. De fem forelæsninger vil behandle de forskellige kulturer og religioner, der har præget Istanbul, byens mange kulturmonumenter samt give eksempler på de forfattere, der har inddraget Istanbul i deres værker, fra H. C. Andersen til Orhan Pamuk. 1. Storbyen, der ligger på to kontinenter 2. Den byzantinske by: Det nye Rom 3. Den osmanniske by: Hovedstaden i et verdensrige 4. Den europæiske by: Modernisering og republik 5. Den kosmopolitiske by: Istanbul i det 21. århundrede.
Hold 1158
5 onsdage med start 5/9 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejse:
Istanbul – Porten til Orienten med Søren Chr. Lassen. 15.-20. april 2013. Læs mere om rejsen.
EMDRUP & ÅRHUS
(arrangeret af Folkeuniversitetet i Århus)
Kina – modernitet og forandring
Ved DR-journalist Jan Larsen og Sinolog Charlotte Kehlet
At forstå Kina og kineserne bliver én af de største udfordringer i de kommende år. Kina stormer frem økonomisk. Det mærker vi hver dag som forbrugere og ser det i TV og aviser. Samtidig flytter danske og europæiske arbejdspladser til Kina. Med den øgede indflydelse kræver Kina også politisk magt. En ny verdensorden er på vej.
Men hvad er det for et Kina, vi står overfor? Hvordan er kinesisk tankegang og logik? Hvad er levevilkårene for kineserne i byerne og på landet? Skal vi frygte deres indflydelse eller glæde os over deres investeringer? Og betyder den stigende velstand, at styret vil tillade demokrati og forbedre menneskerettighederne?
Få svar på disse – og mange andre – spørgsmål med afsæt i to kinaeksperters personlige oplevelser fra kinesernes dagligdag og arbejdsliv. Målet er at skabe oplevelse, indsigt og debat – og analysere Kinas nuværende og kommende rolle.
Der arrangeres en kulturrejse med tilknytning til forløbet.
EMDRUP: Onsdag 12/12 2012. Tilmelding til kurset.
ÅRHUS: Torsdag 6/9 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejser:
Kina i forandringens tegn med Jan Larsen. 6. – 13. april 2013. Læs mere om rejsen
Persisk arkitektur, haver og ishuse
Ved ph.d. Hemming Jørgensen
Persisk arkitektur har en historie fra ca. 5000 f.v.t. op til vore dage, fordelt over et udstrakt område, der engang var det stor-persiske rige. Bygværker varierer fra simple landboliger, the-huse, badstuer og have-pavilloner til nogle af de smukkeste og mest majestætiske bygninger, verden nogensinde har set.
Vand og vandbygningskunst muliggjorde den persiske civilisation i de store ørkenområder. Praktiske haver med vand, bede og frugttræer var og er enhver iraners drøm, og rigmændene anlagde de smukkeste prydhaver med vandbassiner – til nytte og som dekoration – i forbindelse med deres ofte prægtige huse.
For at udnytte vand i vintermånederne lod bønderne på ørkensletterne vandet fryse og indlagre i isgruber beskyttet af høje, smukke lerkupler, de såkaldte ishuse, hvorfra is om sommeren uddeltes til lokalbefolkningens behagelighed. Forløbet handler om disse tre hovedemner, men giver samtidigt mulighed for et samlet billede af den gamle persiske bygge- og havekultur.
ÅRHUS: Søndag 11/11 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejse:
Persisk arkitektur, haver og ishuse med Hemming Jørgensen. 3.-12. marts 2013. Læs mere om rejsen.
Det byzantinske rige
ved. mag.art Helene Lykke Evers
Har du rejst i Grækenland eller Tyrkiet, så har du uden tvivl oplevet den byzantinske kunst med egne øjne. Fra Hagia Sofia i Konstantinopel til de små korskuppelkirker i Thessaloniki, hvor ikonerne søger din opmærksomhed fra kirkernes hvælvinger, ikonostaser eller billedvægge og pulte med enkeltstående ikoner.
Det hellige ikon er en del af et større hele, hvor billede, arkitektur og den liturgi, som udspiller sig i kirkerummet, går op i en højere enhed. Ikonet er ikke bare et billede, der udsmykker et tomrum. Ikonet er et vidnesbyrd om Kristi inkarnation og som sådan en nødvendig del af Ortodoksien. Dette blev slået fast efter ikonoklasmens ophør i 842, og aldrig siden har man indenfor Ortodoksien oplevet billedforbud.
Forelæsningsrækken giver en billedrig introduktion til ikonets historiske udvikling og besvarer væsentlige spørgsmål vedrørende dets eksistensberettigelse.
Der arrangeres også en kulturrejse i tilknytning til forløbet.
ÅRHUS: Lørdag og søndag 6-7/10 2012. Tilmelding til kurset.
Til dette kursus knytter sig følgende rejse:
Athen-Thessaloniki-Istanbul med Helene Lykke Evers. 8.-17. april 2013. Læs mere om rejsen.
